Et kæremål er en procesretlig appelform, hvor en part indbringer en retslig kendelse eller anden procesuel afgørelse for en højere retsinstans til overprøvelse. Det vedrører typisk afgørelser under sagens behandling, ikke endelige domme, og anvendes til prøvelse af processuelle spørgsmål. Prøvelsen er begrænset til det foreliggende grundlag og omfatter ikke en fuld ny behandling af sagens faktiske omstændigheder. Overprøvelsen sker som udgangspunkt ved landsretten og følger reglerne i retsplejeloven, og behandlingen er typisk skriftlig og koncentreret om det retlige spørgsmål i afgørelsen. Der foretages således ikke en fuld realitetsprøvelse af sagen.
Anvendelse og retlig funktion
Kæremål anvendes i det danske retssystem som et middel til at få prøvet afgørelser, der ikke er domme, men som er truffet under en sags behandling. Det kan eksempelvis være afgørelser om sagsbehandling, tvangsindgreb eller andre processuelle beslutninger.
Formålet med kæremål er at sikre kontrol med rettens processuelle dispositioner og dermed bidrage til retssikkerheden i den enkelte sag.
Kæremål og anke
Kæremål adskiller sig fra anke ved, at:
- Kæremål vedrører kendelser og processuelle afgørelser
- Anke vedrører domme i realiteten af en sag
Kæremål har derfor et mere afgrænset prøvelsesomfang end en anke.
Hvornår anvendes kæremål?
Kæremål anvendes typisk i situationer, hvor en part ønsker at få prøvet mere afgrænsede processuelle afgørelser under en verserende sag, og særligt hvor der er behov for en hurtig og afgrænset prøvelse:
- Afgørelser om varetægtsfængsling
- Processuelle beslutninger under retssagen
- Afgørelser om beslaglæggelse og andre tvangsindgreb
- Afgørelser om aktindsigt, bevisafskæring eller sagsomkostninger
- Afgørelser om kaution eller sikkerhedsstillelse
- Procesledende beslutninger om frister, bevisførelse eller sagens tilrettelæggelse
- Andre kendelser truffet af byret eller anden instans
Behandling af kæremål
Et kæremål indbringes som udgangspunkt for en højere retsinstans, typisk landsretten, til overprøvelse efter retsplejelovens regler. Behandlingen er ofte skriftlig og kan ske uden mundtlig hovedforhandling, og den fokuserer på den konkrete afgørelse, der påklages, snarere end en fuld gennemgang af hele sagen. Der foretages som udgangspunkt ikke fuld bevisførelse eller realitetsbehandling af sagens hovedspørgsmål.
Frister og formkrav
Der gælder korte frister for indbringelse af kæremål, som skal overholdes strengt, og der stilles krav om, at den påklagede afgørelse samt begrundelsen for kæremålet klart fremgår. Indgivelsen skal som udgangspunkt ske skriftligt til den ret, der har truffet afgørelsen, og det skal tydeligt angives, hvilken beslutning der påkæres, samt hvorfor den anses for fejlbehæftet eller utilstrækkelig begrundet. Der kan endvidere være formelle krav til henvisning til sagens oplysninger og eventuelle bilag.
Retsvirkning
I nogle tilfælde har et kæremål opsættende virkning, hvilket betyder, at den påklagede afgørelse ikke gennemføres, før kæremålet er afgjort. Dette afhænger af den konkrete afgørelses karakter og retsreglerne herom, og i andre tilfælde kan afgørelsen gennemføres, medmindre retten beslutter at tillægge kæremålet opsættende virkning. Som udgangspunkt indtræder opsættende virkning ikke automatisk, men beror på en konkret vurdering af behovet for at afvente afgørelsen i kæremålet. Retten kan ved denne vurdering bl.a. lægge vægt på risikoen for uoprettelig skade, hensynet til sagens fremdrift og parternes interesser. Retten kan endvidere beslutte, at opsættende virkning kun skal gælde helt eller delvist, eller at gennemførelsen kan fortsætte på nærmere fastsatte vilkår.
