...

Nu er det blevet nemmere at få familiesammenføring til et dansk barn

Efter praksis fra EU-domstolen: Det er nu blevet nemmere at få familiesammenføring til et dansk barn

Der har i mange år været strenge krav forbundet med en ansøgning om familiesammenføring til et dansk barn. Det er slut efter en afgørende dom fra EU-domstolen af den 5. maj 2022.

Dommen fastslår, at en forælder til et mindreårig barn, der er unionsboger (statsborger i EU), under visse betingelser kan få opholdstilladelse i det EU-land, hvor barnet er bosat.

Det er tilfældet, hvis et afslag på opholdstilladelse vil betyde, at barnet vil blive nødt til at forlade EU for at være sammen med den pågældende forælder, idet en sådan afgørelse vil være i strid med de rettigheder, der følger med unionsborgerskabet.

Som noget nyt fastslår dommen, at der er en formodning for, at der består et afhængighedsforhold, som kan danne grundlag for familiesammenføring, hvis begge forældre i det daglige er fælles om at tage sig af barnet og om at varetage den retlige, følelsesmæssige og økonomiske forsørgelse af dette barn.

 

Hvilke ændringer medfører den nye EU-dom?

De nye retningslinjer fra EU-domstolen vil således have betydning i familiesituationer, hvor et mindreårigt dansk barn bor sammen med begge sine forældre.

Såfremt begge forældre i det daglige er fælles om at tage sig af barnet, vil der som hovedregel bestå et kvalificeret afhængighedsforhold mellem ansøger og barn, og derfor vil man som udgangspunkt meddele opholdstilladelse.

Dommen har medført en praksisændring i Udlændingestyrelsen, således at der nu er åbnet op for en særlig adgang til ansøgninger om opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring til et dansk barn.

Det afgørende i forbindelse med en ansøgning er herefter at kunne dokumentere, at der består et afhængighedsforhold mellem ansøger og barn, herunder at ansøgeren har haft stor del i forsørgelsen af og omsorgen for barnet.

Begrebet ”forsørgelse” forstås bredt som varetagelse af såvel retlige, følelsesmæssige og økonomiske hensyn.

Har du efter den 10. maj 2017 fået afslag på din ansøgning om familiesammenføring til et dansk barn, kan du forvente, at Udlændingestyrelsen vil genoptage din sag til en fornyet vurdering i henhold til den nye praksisændring på dette område.

 

Brug for hjælp?

Advokatfirmaet Grotkjær Elmstrøm er specialiseret inden for familiesammenføring. Vores advokater står derfor altid klar til at assistere dig.

Vi er altid opdaterede på udlændingeloven, nye afgørelser fra EU-domstolen og sikrer dig en dybdegående gennemgang af dine muligheder og en god sagsbehandling.

Kontakt os endelig, hvis du har en sag, vi kan hjælpe dig med, og få en uforpligtende gennemgang af processen og de gældende krav.

Servan Akat, tlf. 2258 5154, servan@advokatfirmaet-ge.dk

Kristian Aarsøe, tlf. 2210 1770, kristian@advokatfirmaet-ge.dk

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.