Højesterets afgørelse i sag om samlevers misbrug af NemID til at optage lån
Højesteret afsagde den 26. februar 2021 dom i en sag, hvor spørgsmålet gik på, om en person, A, hvis NemID blev misbrugt af A’s samlever, kunne stilles til ansvar for lån fra to banker.
Det er i dommen lagt til grund, at A’s samlever optog lånene i A’s navn uden A’s kendskab. Misbruget bestod i, at samleveren havde fotograferet A’s nøglekort og fundet log-in oplysninger gemt på en fælles tablet. Derudover skjulte samleveren misbruget ved systematisk at slette post i A’s E-boks og ændre indstillingerne for A’s NemKonto, så lånen indgik på samleverens egen konto.
Bankerne derimod mente, at A handlede uforsvarligt med sine oplysningerne, hvorfor A skulle hæfte for lånene, eller at denne uforsvarlighed havde karakter af grov uagtsomhed, hvorfor A skulle være erstatningsansvarlig for bankernes tab.
Inden Højesterets afgørelse, blev A frifundet i byretten, men dømt til at betale beløbene i Landsretten.
Højesteret bestemte efter en samlet vurdering, at A ikke havde handlet med en sådan grad af uagtsomhed, at hun aftaleretligt hæftede for lånene. Derudover fandt Højesteret heller ikke, at A kunne pålægges et erstatningsansvar over for bankerne.
Af dommen kan man blandt andet udlede, at det afhænger af en konkret vurdering af hele hændelsesforløbet, om en person, der er blevet udsat for misbrug af sit NemID, kan stilles til ansvar. Det samlede billede af, hvordan misbruget har fundet sted, og hvordan man selv har reageret ved misbruget, har således stor betydning for ansvaret.
I alle typer af sager om ID-tyveri kan det således være af afgørende betydning, at man spærrer sine oplysninger, kontaktet politiet og kreditorerne og generelt begrænser misbruget.
Vi anbefaler, at du hurtigst muligt efter du er blevet vidende om misbruget, kontakter en advokat, der kan bistå dig i forløbet. Advokatens opgave er at varetage kommunikation med kreditorerne, rådgive dig, skabe et overblik og repræsentere dig i en evt. foged- eller retssag. Identitetstyveri er et kompliceret retsområde i konstant udvikling. Med den rette rådgivning sikrer du, at der bliver værnet om din retsstilling og du undgår at lide unødige økonomiske tab som følge af misbruget.
Du er velkommen til at kontakte en af vores advokater med speciale i identitetstyveri til en uforpligtende vurdering af din sag. På vores kontor i København, Kristian Aarsøe, tlf. 2210 1770 eller vores kontor i Aarhus, Morten Riber Nielsen, tlf. 2210 1767.
Sorry, the comment form is closed at this time.