...
Finanslov for 2019 - sådan påvirker det dig som flygtning

Finanslov 2019 – hvad betyder den for dig som flygtning?

Regeringen og Dansk Folkeparti er for nylig blevet enige om en finanslov for 2019. Den nye finanslov indeholder blandt andet et mål om, at ophold i Danmark skal være midlertidigt, hvorfor fokus i høj grad flyttes fra integration til hjemsendelse. Dette kan på sigt få betydning for dig som flygtning.

Her får du eksempler på, hvad det betyder for dig som flygtning i Danmark:

Mulighed for at indføre et loft over antallet af familiesammenføringer

Udlændinge- og integrationsministeren får mulighed for at aktivere et loft over antallet af familiesammenføringer, når situationen kræver det. Sådanne situationer kan eksempelvis opstå, hvis der er særligt pres på boligmarkedet eller antallet af skolepladser.

Loftet vil gælde for alle typer af flygtninge. Det betyder, at du som flygtning kan risikere at skulle udskyde tidspunktet for, hvornår du kan få din familie til Danmark.

Inddragelse af opholdstilladelser

Det skal fra begyndelsen af flygtninges ophold og løbende kommunikeres klart og tydeligt over for flygtninge og deres familier, at retten til ophold i Danmark som udgangspunkt vil ophøre, når der ikke længere er behov for beskyttelse.

Endvidere skal opholdstilladelser til flygtninge altid inddrages, når det er muligt inden for Danmarks internationale forpligtelser.

Tilknytningsmomenter får mindre betydning

Hidtil har udlændingemyndighederne blandt andet tillagt flygtninges tilknytning til det danske arbejdsmarked, deltagelse i foreningslivet og danskkundskaber betydelig vægt ved vurderingen af, om en opholdstilladelse bør inddrages. Fremover skal disse momenter ikke veje lige så tungt.

Endvidere skal børns tilknytning til Danmark ikke tillægges betydning de første 8 år af barnets liv. Dette betyder, at det ikke længere skal tillægges nogen selvstændig betydning, at du har børn, der går i daginstitution eller skole i Danmark, og som dermed har opnået selvstændig tilknytning til Danmark.

Vi kan hjælpe dig, hvis du som flygtning får inddraget din opholdstilladelse i Danmark. Vores dygtige advokater har det seneste år behandlet over 50 inddragelsessager og forventer at behandle endnu flere i 2019. Vi har fået omstødt flere af disse inddragelsessager. Vi vil gøre, hvad vi kan, for også at hjælpe dig.

Giv os et kald på telefon 72 14 11 15 eller skriv en e-mail til: info@advokatfirmaet-ge.dk.

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.