Tilregnelighed er et strafferetligt begreb, der angiver, om en person på gerningstidspunktet havde den fornødne psykiske tilstand til at kunne gøres strafansvarlig for en handling. Begrebet knytter sig til personens evne til at forstå handlingens betydning og til at handle i overensstemmelse hermed.
Tilregnelighed er en grundlæggende forudsætning for strafansvar i dansk strafferet.
Retlig funktion
Tilregnelighed fungerer som en strafferetlig forudsætning, der skal være opfyldt, før der kan idømmes straf. Hvis en person er utilregnelig på gerningstidspunktet, kan der ikke pålægges straf, men der kan i stedet iværksættes en foranstaltning.
Ordningen har til formål at afgrænse strafferettens anvendelsesområde og sikre, at straf kun rammer personer, der kan bære et personligt ansvar i retlig forstand. Den bidrager dermed til proportionalitet, retssikkerhed og en konsekvent anvendelse af skyldprincippet i strafsystemet.
Begrebet sikrer, at straf kun anvendes over for personer, der har den fornødne mentale kapacitet til at bære et ansvar, og understøtter samtidig legitimiteten af straffens begrundelse i skyldprincippet.
Retsgrundlag
Reglerne om tilregnelighed findes i straffelovens §§ 15–16.
En person anses typisk for utilregnelig, hvis vedkommende på gerningstidspunktet var:
- sindssyg i strafferetlig forstand (psykotisk tilstand),
- mentalt retarderet i betydelig grad, eller
- i en forbigående alvorlig psykisk forstyrrelse (fx visse ekstreme rus- eller choktilstande).
Personer under 15 år er endvidere straffri og anses dermed som utilregnelige i strafferetlig forstand.
Juridisk vurdering
Tilregnelighed er en juridisk vurdering og ikke en rent medicinsk diagnose. Vurderingen foretages på baggrund af en samlet bedømmelse af sagens oplysninger efter princippet om fri bevisbedømmelse. Selvom psykiatriske erklæringer ofte indgår som et centralt bevismiddel, kan de tillægges forskellig vægt afhængigt af sagens øvrige omstændigheder og dokumentation. Det er i sidste ende domstolen, der afgør, om en person var tilregnelig på gerningstidspunktet.
Den retspsykiatriske vurdering har derfor karakter af et sagkyndigt bidrag, men er ikke bindende for retten. Retten kan således afvige fra den retspsykiatriske konklusion, hvis de samlede beviser tilsiger et andet resultat, men vil i praksis ofte tillægge sagkyndige vurderinger betydelig vægt.
Utilregnelighed
Hvis en person vurderes utilregnelig, bortfalder straffansvar. I stedet kan retten iværksætte en strafferetlig foranstaltning, eksempelvis behandling eller anbringelse.
Utilregnelighed er dermed ikke ensbetydende med straffrihed i praktisk forstand, men med fravær af straf i traditionel forstand.
Afgrænsning til beslægtede begreber
Tilregnelighed må ikke forveksles med tilregnelse, som angår skyldformen (forsæt eller uagtsomhed).
Hvor tilregnelighed vedrører den psykiske evne til at være ansvarlig, vedrører tilregnelse spørgsmålet om, hvordan handlingen kan tilskrives gerningspersonen.
Bevis og praksis
I praksis vurderes tilregnelighed ofte på baggrund af en retspsykiatrisk erklæring. Retten foretager dog altid en selvstændig vurdering af alle sagens oplysninger.
Der kan forekomme tilfælde, hvor retten når et andet resultat end den psykiatriske vurdering, da den juridiske vurdering ikke er bundet af den medicinske konklusion.
Praktisk betydning i strafferetten
Tilregnelighed har central betydning i strafferetten, da den afgrænser, hvem der kan straffes. Den har samtidig betydning for afgrænsningen mellem straf og strafferetlige foranstaltninger, herunder behandling og anbringelse i tilfælde af utilregnelighed. I praksis er utilregnelighed relativt sjælden, men spiller en vigtig rolle i sager med alvorlige psykiske lidelser. Vurderingen har desuden væsentlig bevismæssig og procesuel betydning, idet retspsykiatriske erklæringer ofte får stor vægt i domstolenes afgørelse af sanktionsvalg og retsfølge.
