ER EN BISTANDSADVOKAT EN GRATIS ADVOKAT eller bare GRATIS ARBEJDE?

En bistandsadvokat er betegnelsen for den advokat, man som forurettet i visse typer af straffesager (bl.a. sager om vold, sager om sexuelle krænkelser, sager med pårørende efter en afdød) har krav på at få beskikket til at bistå sig under sagen. Bistandsadvokatens opgaver er bl.a. deltagelse i afhøringer hos politiet, udarbejdelse af erstatningskrav og deltagelse i retsmødet sammen med den forurettede, når denne skal afgive sin vidneforklaring i Retten.

Bistandsadvokatens opgaver er nærmere defineret i Retsplejelovens bestemmelser, hvor man også kan læse følgende i bemærkningerne til loven: ”Udover de retlige opgaver, der er reguleret i loven, bør advokaten også yde personlig støtte og vejledning til den forurettede.”

Formelt lyder det; Staten dækker advokatens salær. Det vil sige, som forurettet skal man selvfølgelig ikke selv betale. (Og så gælder i praksis, at var forurettede omfattet af en retshjælpsforsikring, så skal den dække en del af salæret.)

Det er budskabet, som forurettede hører hos politiet. I praksis er det dog ingenlunde tilfældet. Retterne henviser til Landsretternes vejledende salærtakster, senest ændret pr. 12. december 2023, der siger følgende omkring bistandsadvokaters arbejde:

”Det fremgår af landsretspræsidenternes vejledende takster for salær til blandt andre bistandsadvokater, at salær for deltagelse i hovedforhandling af indtil 2 timers varighed fastsættes med udgangs- punkt i et tidsforbrug på mellem 2 og 4 timer til 3.930 kr. -7.860 kr.

Det fremgår videre, at taksten også omfatter samtaler på kontoret med klienten, indhentelse af oplysninger, udarbejdelse af erstatningsopgørelse, forberedelse til hovedforhandlingen og indsendelse af erstatningsansøgning til Erstatningsnævnet. Der kan herudover ydes salær for rimeligt og relevant tids forbrug med 1.965 kr. pr. time.”

2-4 timer – det er altså udgangspunktet. Og hvad er det så, at bistandsadvokaten skal forsøge at nå at lave indenfor denne tidsramme?

Man skal:

• Afholde møde eller telefonmøde med forurettet (eller de pårørerende efter en afdød), hvor man
  på kortest mulig tid skal forsøge at finde ud af, hvad sagen handler om, og vejlede forurettede
  om, hvad der forventeligt kommer til at ske.
• Man skal anmode om beskikkelse og tilsendelse af sagens akter.
• Hvis forurettede ikke er blevet afhørt endnu, skal man muligvis deltage i afhøring hos politiet sammen med forurettede. Herefter får man afhøringsrapporten tilsendt med henblik på oplæsning for forurettede, og man skal fremsende forurettedes bemærkninger/rettelser til rapporten til politiet.
• Mens politiet efterforsker sagen, har man løbende dialog med forurettede, som kan have mange spørgsmål omkring selve sagen, sagsforløbet, ventetiden, hvad der kommer til at ske i Retten. Spørgsmål omkring forurettedes situation, fx hvis forurettede er blevet sygemeldt, har behov for behandling, har fået varige mén etc. I nogle sager går der faktisk op til 1 år eller mere, før sagen kommer for Retten.
• Når så politiet er klar til at rejse straffesag, så modtager man anklageskrift og alle sagens øvrige akter, hvor man også er nødt til i det mindste at forholde sig til det, som vedrører forurettede. Man er i dialog med Retten omkring berammelse af retsmøde – nogle gange holdes der forberedende telefonmøde for at få sagen berammet.
• Herefter skal man så i gang med at indhente dokumentation til den erstatningsopgørelse, som skal udfærdiges og tilsendes Retten senest 1 uge før retsmødet. Det kræver igen dialog med forurettede og muligvis også kontakt til læge, arbejdsgiver e.a.
• Forud for retsmødet holder man altid et møde/telefonmøde med forurettede for at vejlede forurettede grundigt om, hvad der kommer til at ske i Retten. Der kan være mange særlige hensyn afhængig af sagen. Måske er forurettede bange for gerningsmanden. Måske skal der fremsættes særlige processuelle anmodninger om, at tiltalte skal forlade retslokalet, når forurettede skal afgive sin vidneforklaring.
• Og endelig møder man så ind i Retten på dagen, hvor man selvfølgelig møder 10-15 min. før retsmødets start, velvidende at man ikke får betalt salær for den tid, men man gør det for at sikre sig, at forurettede er mødt, at forurettede er tryg, og at forurettede har mulighed for at stille de sidste spørgsmål, som måtte trænge sig på. Bistandsadvokaten deltager herefter i retsmødet i den tid, som forurettede svarer på spørgsmål og fremsætter derefter forurettedes erstatningskrav.
• Herefter afventes dom, hvis resultat videreformidles til forurettede, og medmindre sagen kører videre som en ankesag, og medmindre tiltalte blev frifundet, så er det nu bistandsadvokatens opgave at anmelde forurettedes erstatningskrav til Erstatningsnævnet. Det gøres digitalt og en ansøgning tager ca. 1⁄2 time at udfylde.

Ovennævnte arbejde tager som minimum 8-10 timer – ofte mere. Og det er svært at sige, hvad man skulle ”skære væk”, hvis man skal forsøge at komme ned på de 2-4 timer.

Skal man afvise forurettede, når forurettede mailer/ringer med sine bekymringer? Skal man afvise at tale med politiet, når de ringer? Skal man undlade at deltage i afhøringer hos politiet? Skal man nægte at deltage i forberedende telefonretsmøder? Skal man fremsende udokumenterede erstatningsopgørel- ser til Retten, eller skal man overhovedet fremsende en opgørelse? Skal man nøjes med bare at tage et forbehold i alle sager, og så må forurettede selv ligge og rode med det efterfølgende i Erstatningsnævnet? Skal man afvise forurettede, når forurettede efterspørger et møde? Og vil dette i så fald ikke være i strid med bemærkningerne til loven, om at advokaten herudover skal ”yde personlig støtte og vejledning til den forurettede”?

Det er en hårfin balance på den ene side at varetage forurettedes interesser og forsøge at få foruret- tede til at føle, at de får den bistand, de hos politiet blev sat i forventning ved sagens opstart, mens man på den anden side som bistandsadvokat heller ikke kan leve med, at man i alle sager har et kæmpe udækket tidsforbrug, som må føres som tab. Og derfor er det endnu mere frustrerende som bistands- advokat at blive mødt med en bemærkning fra Retten om, at den tid, man har forbrugt på en sag, ikke har været rimelig og relevant, når man ved, at man specifikt i en sag netop har kæmpet med at holde tidsforbruget nede.

2 eksempler på sager fra praksis:

Byretten tilkendte advokatsalær svarende til 3 timer. Der var tale om en sag, som havde verseret igen- nem 11⁄2 år. Det særlige var, at der endda havde været afholdt 2 retsmøder – det første, hvor bistands- advokaten deltog i 1:15 timer, blev standset på grund af en fejl fra Anklagemyndighedens side, og da sagen skulle gå om, blev der derfor berammet et nyt retsmøde, hvor bistandsadvokaten deltog i 1⁄2 time.

I forbindelse med begge retsmøder blev indsendt erstatningsopgørelse. Det faktuelle tidsforbrug på sagen, som blev opgjort overfor Retten, var på 8:50 timer, og Rettens svar for ikke at tilkende yderligere udover de 3 timer var flg.:

”Retten har lagt vægt på det faktiske tidsforbrug i retten, og på at de opgaver, som advokaten har udført ved siden af tidsforbruget i retten, efter landsretspræsidenternes bemærkninger, er omfattet af det salær, som er fastsat i forbindelse med hovedforhandlingen. Retten finder ikke, at der derudover har været et rimeligt og relevant tidsforbrug, som skal honereres særskilt. Retten finder derfor ikke grundlag for at fastsætte yderligere salær.”

I en anden sag tilkendte byretten et salær svarende til 21⁄2 time pr. pårørende til en afdød, i alt 10 timer. Der var tale om en sag med trafikdrab, hvor de forurettede var de 4 pårørende, som alle havde et erstatningskrav. Alene retsmødet varede 4:20 timer, og da der i sagens natur var tale om en voldsom sag, var det ikke muligt at nedbringe tidsforbruget mere end sket. I alt havde der været et tidsforbrug på 28 timer. Rettens bemærkninger var flg.:

”Efter en samlet vurdering finder retten, at den tid, der med rimelighed har kunnet anvendes på sagen, svarer til 4 timer til bistandsadvokatens deltagelse i hovedforhandlingen, 2 timer til forberedelse og en time til yderligere arbejde vedrørende hver af de fire efterladte.” Det havde været uanstændigt, hvis man som bistandsadvokat alene havde tilbudt 4 forurettede, som stod i deres livs krise, 3 timers sagsbehandling forud for retsmødet, og det ville klart også have været i strid med de netop ovenfor citerede bemærkninger fra Retsplejeloven om, at advokaten skal ”yde personlig støtte og vejledning til den forurettede”. Men det vil igen sige en sag, hvor det tilkendte salær overhovedet ikke stod mål med det arbejde, man som bistandsadvokat var nødt til at udføre – og som forurettede var stillet i udsigt, at man skulle udføre.

Der bør ske noget på området!

Landsretternes vejledende takster står overhovedet ikke mål med virkelighedens verden, og harmonerer heller ikke med Retsplejelovens § 741c og bemærkningerne hertil.

Det handler ikke om, at man er en pengegrisk bistandsadvokat. For som bistandsadvokat er man netop vant til at udføre gratis arbejde. Det er noget, vi gør hver dag. Og det har man heller ikke noget imod, for havde man det, så var man slet ikke blevet bistandsadvokat. Det arbejde har man kun, når man har en særlig interesse i at hjælpe forurettede personer.

Men det handler om, at man på daglig basis frustreres over, at man forsøger at udføre et godt stykke arbejde for en forurettet, som har været udsat for en voldsom oplevelse, men hvor man så gang på gang får samme besked fra Retten – at ens arbejde hverken har været rimelig eller relevant.

Hvem er rette instans til at vurdere, om det er rimelig eller relevant at lytte på en forurettet, som har et hav af spørgsmål efter et voldeligt overfald måske fra en eks-kæreste, som stadig på daglig basis stalker vedkommende? Hvem er rette instans til at vurdere, om det er rimelig eller relevant at rådgive et voldtægtsoffer om psykologbehandling? Og hvem er rette instans til at vurdere, om det er rimelig eller rele- vant at bruge tid på at gennemgå en politirapport for at berolige de pårørende efter et trafikdrab med, at politiet har vurderet sagen korrekt? De pårørende har jo ikke selv adgang til papirerne.

Hvis vi ønsker et samfund, hvor vi tager hånd om de forurettede, så skal den model, vi har nu, ændres.

Hvis vores fokus derimod skal være at ”spare på udgiften til bistandsadvokaten”, så skal man ændre på betegnelsen bistandsadvokat. Så skal man ikke stille forurettede i udsigt, at man ”har en gratis advokat” under hele sagens behandling. Så bør man hellere være ærlig og sige; ”Du kan få en advokat med i Ret-
ten den dag, hvor du skal afgive din vidneforklaring. Advokaten betales af staten/din retshjælpsforsikring. Hvis du ønsker advokat til at varetage dine interesser i hele forløbet op til retssagen, så skal du være indstillet på, at du selv skal betale for udgiften”.

Og alternativt skal man så overveje at udvide dækningsområdet på retshjælpsforsikringen, så den kan gå ind og dække advokatens arbejde i perioden forud for retsmødet, eller man kunne overveje at ændre helt på ordningen. En mulighed kunne vel være, at vi fremadrettet lod den dømte gerningsmand betale for bistandsadvokatens salær på samme måde, som den dømte gerningsmand betaler for sin forsvarers salær. Ville det ikke være mere rimeligt? Det er jo trods alt den dømte gerningsmand, som er årsag til, at forurettede har brug for en advokat.

Og det leder mig så hen til titlen på dette blogindlæg; ER EN BISTANDSADVOKAT EN GRATIS ADVOKAT eller bare GRATIS ARBEJDE? Ja, det er begge dele faktisk.