Erstatning: 3 vigtige råd hvis du har været impliceret i en trafikulykke
Hvad skal jeg gøre, hvis jeg har været impliceret i en trafikulykke?
Det kan været en meget voldsom oplevelse at være impliceret i en trafikulykke. Vi ved, at nogle ulykker kan være værre end andre, hvor man muligvis ikke selv får lov til at tage derfra.
Trods dette har vi udarbejdet 3 helt basale råd, som er vigtige at få gjort, hvis du en dag står midt i et trafikulykke.
Disse har vi udarbejdet på baggrund af vores mange sager om erstatning til ofre for trafikulykker. De gør det nemmere for dig at få den erstatning, du er berettiget til, hvis du kommer til skade i en trafikulykke.
1. Få kontaktoplysninger efter en trafikulykke
Det kan ikke siges nok gange, at det vigtigste, hvis du er involveret i en trafikulykke, er, at du finder ud af hvem modparten er – ellers har vi ganske enkelt ikke nogen at køre erstatningssag imod.
Det er derfor vigtigt, at du får fat i helt fundamentale oplysninger som: fulde navn og telefonnummer.
Det er også en god idé, at du finder ud af, hvilket forsikringsselskab modparten har sin lovpligtige ansvarsforsikring ved.
Er der vidner til stede, eller andre personer involveret i ulykken? Vi anbefaler også, at du noterer navn og telefonnummer på disse. Det er nemlig en stor fordel at kunne få fat i nogen udenforstående, hvis der opstår uenighed.
2. Skaf beviser fra trafikulykke
Et billede siger mere end 1000 ord. I disse smartphonetider er det simpelthen så nemt at dokumentere skaderne og de faktiske forhold omkring en trafikulykke.
Dette har også medført, at forsikringsselskaberne generelt stiller større krav til beviserne for skaderne.
Det er derfor en god idé at tage billeder af skaderne – her mener vi både skaderne på dig, eksempelvis blå mærker, en hævet ankel eller lignende. Derudover skal du også tage billeder af skaderne på din bil, cykel eller hvad der end er impliceret i ulykken.
3. Lægelig dokumentation
Dette burde nok være råd nr. 1, og det er jo egentligt helt i tråd med råd nr. 2.
Vores erfaring viser desværre, at det er manglende lægelige dokumentation, som ødelægger det for rigtig mange af vores klienter. Derfor får dette krav et punkt for sig selv.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at det at være involveret i en trafikulykke, medfører, at kroppen får et chok. Det vil sige, at adrenalinniveauet stiger med den konsekvens, at man, ikke lige med det samme, mærker de eventuelle gener, der er opstået som følge af ulykken.
Faktum er, at nogle forsikringsselskaber er så strikse med deres krav, at ”står det ikke i journalen, er det ikke sket”. Det er derfor meget vigtigt, at alle gener står i journalen.
Et journalnotat på dagen for ulykken hvori der står: ”Patienten tilkendegiver at have det fint” eller ”Patienten har ingen smerter” er et erstatningsretligt selvmord, og konsekvenserne er store.
Det er derfor meget vigtigt, at du forsøger at mærke efter og får alle de gener, du mærker, noteret i din journal – hurtigst muligt.
Er der tale om en så alvorlig ulykke, at du må forbi et sygehus, anbefaler vi, at du beder om at få en udskift af din journal herfra. Det anbefaler vi fordi, læger og sygeplejersker på sygehusene her i landet har travlt. Der er derfor risiko for, at de glemmer at notere en gene – også selvom du har nævnt genen for dem.
Det er yderligere et krav for at få erstatning, at dine gener har været til stede uafbrudt siden ulykken.
Dette bevises også med lægelig dokumentation. Det er således ikke nok, at du blot er ved lægen en gang hvert halve år – du skal opsøge læge kontinuerligt.
Og hvad skal du så bruge os til?
Vi bliver først en del af sagen, når du har henvendt dig til os – og jo før du tager kontakt til os, jo bedre.
Vi overtager derefter korrespondancen med forsikringsselskabet. Så kan du fokusere på at få det bedre.
Vi ved, hvad det er for nogle poster, du bør have erstattet. Derudover ved vi også i hvilket omfang, du er berettiget til denne erstatning. Vi ved derfor, hvornår de tilbud forsikringsselskabet kommer med er rimelige, og hvornår de ikke er gode nok.
Vi ved hvilke oplysninger, forsikringsselskabet kan tillade sig at lægge vægt på, og hvilke oplysninger de ikke må lægge vægt på.
Med os ved din side bliver kampen mod forsikringsselskabet helt generelt nemmere og mere fair.
HAR DU BRUG FOR EN ERSTATNINGSADVOKAT?
Du er velkommen til at kontakte os for en uforpligtende vurdering af din erstatningssag.
Du kan kontakte en af vores erstatningsadvokater på tlf. nr. 72 14 11 15 eller udfylde vores kontaktformular her. Vi kontakter dig indenfor 24 timer.
Følg med på vores Facebookside. Her kommer vi løbende med gode råd og skriver, hvis der kommer nye love eller regler inden for erstatningsret.
Sorry, the comment form is closed at this time.