Her kan du se en oversigt over, hvad du kan få erstatning for, hvis du har en arbejdsskadesag.
Varigt mén:
Hvis du får varige gener som følge af arbejdsskaden, kan du få dækket godtgørelse for varigt mén. Der dækkes først ved en méngrad på 5%. Læs mere herom i Méntabellen omkring fastsættelse af ménet på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings hjemmeside. Godtgørelsen for en méngrad på 5% er 9.505 kr. (2022-niveau) Beløbet er skattefrit.
Tab af erhvervsevne:
Du får erstatning for dit varige indtægtstab, hvis din mulighed for at arbejde og dermed tjene en løn varigt er nedsat med minimum 15 % efter skaden.
Erhvervsevnetabserstatning beregnes ud fra en lovbestemt formel, hvor der som hovedregel tages udgangspunkt i den årsløn, man havde inden ulykken.
Årslønnen bliver årligt opreguleret efter en lovbestemt reguleringssats. Satsen for 2022 udgør 1,2 %.
Det maksimale beløb, der kan erstattes i erhvervsevnetabserstatning er i 2022 på kr. 9.978.000.
Helbredelsesudgifter:
Du får dækket dine udgifter til medicin og behandling, som eksempelvis fysioterapeut og kiropraktor, i ca. op til 1 år efter skaden.
Tab af forsørger:
Hvis arbejdsulykken har medført din død, kan efterlevende ægtefælle eller samlever få udbetalt forsørgertabserstatning i en årrække (typisk max 10 år). Erstatningen fastsættes bl.a. ud fra en vurdering af den efterlevendes mulighed for at omstille sig til selvforsørgelse.
Overgangsbeløb eller begravelsesudgifter:
Ved død kan din ægtefælle eller samlever få erstattet et overgangsbeløb på 179.000 kr. (2022-niveau). Din ægtefælle eller samlever kan i stedet vælge at få erstatning for begravelsesudgifterne. Beløbene er skattefrie.
ERSTATNING – HVIS EN ANDEN ER SKYLD I SKADEN
Hvis din arbejdsgiver (pga. arbejdspladsens indretning m.v.) eller en anden person er skyld i skaden, vil du også kunne rette et krav mod din arbejdsgivers eller den anden persons forsikringsselskab. Her vil du yderligere kunne få erstatning for:
Svie og smerte:
Du får en godtgørelse på 215 kr. pr. sygedag. Godtgørelsen kan løbe helt indtil, at du evt. kan begynde at arbejde igen, dog max indtil en méngrad fastsættes. Du kan maksimalt få udbetalt 83.000 kr. (2022-niveau). Beløbet er skattefrit.
Tabt arbejdsfortjeneste:
Du får erstatning for dit midlertidige indtægtstab, mens du er sygemeldt og mister løn. Sygedagpenge og andre ydelser skal modregnes i kravet. Tabt arbejdsfortjeneste kan kræves, helt indtil du får fastsat et erhvervsevnetab. Beløbet er skattepligtigt, da det betragtes som en form for lønindkomst.
Evt. differencekrav på tab af erhvervsevne:
Erstatningen for tab af erhvervsevne udregnes forskellig efter de to love – Arbejdsskadesikringsloven (som du primært får erstatning fra) og Erstatningsansvarsloven (som du i visse sager også kan kræve erstatning fra, hvis der er et ansvar mod din arbejdsgiver eller en anden person). Typisk vil kravet være højst efter Erstatningsansvarsloven. En udregning af erstatning kan f.eks. se således ud:
Erstatning efter Arbejdsskadesikringsloven kr. 2.000.000
Erstatning efter Erstatningsansvarsloven kr. 2.400.000
Differencekrav = kr. 400.000.
Dette merbeløb kan du kræve dækket.
Beløbet er skattefrit.
Andet tab:
Her vil du kunne kræve andre udgifter dækket, som typisk ikke dækkes i en arbejdsskadesag. Det kan være rimelige og sædvanlige advokatudgifter, erstatning for forsinket uddannelse, yderligere udgifter til behandling, medicin, transportudgifter m.v.
Kontakt en af vores eksperter i arbejdsskadesager
Indehaver