Tvangsfjernelse

Tvangsfjernelse, også kendt som tvangsanbringelse, er en juridisk proces, hvor myndighederne beslutter at fjerne et barn fra dets hjem uden forældrenes samtykke. Dette sker, når barnets sundhed eller udvikling vurderes at være i alvorlig fare, og mindre indgribende foranstaltninger ikke anses for tilstrækkelige til at beskytte barnet.

Lovgivningen bag tvangsfjernelse

Fra 1. januar 2024 reguleres tvangsfjernelse af Barnets Lov. Ifølge Barnets Lov kan tvangsanbringelse finde sted, hvis der er en åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af:

1. Utilstrækkelig omsorg eller behandling.
2. Overgreb, som barnet har været udsat for.
3. Misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet.
4. Andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet.

Det er en forudsætning, at problemerne ikke kan løses, mens barnet forbliver i hjemmet.

Sådan forløber en tvangsfjernelse

Processen starter med, at kommunen modtager en underretning og vurderer barnets situation. Hvis der er grundlag for at gå videre, gennemføres en børnefaglig undersøgelse. Herefter træffer Børn- og ungeudvalget en afgørelse om en eventuel tvangsanbringelse baseret på undersøgelsens resultater. 

En beslutning om tvangsfjernelse indebærer, at barnet placeres i en plejefamilie, på en institution eller et andet egnet sted. Forældrene har ret til at deltage i processen og kan klage over afgørelsen til Ankestyrelsen.

Barnets rettigheder

Med Barnets Lov er barnets rettigheder blevet styrket. Børn over 10 år får partsstatus, hvilket betyder, at de kan klage over afgørelser, få partsaktindsigt og have en advokat. Barnet skal inddrages i alle beslutninger og som udgangspunkt være til stede under møder, der omhandler dets sag. Endelig har barnet ret til at anmode om at blive anbragt uden for hjemmet, hvis det vurderes nødvendigt for barnets trivsel.

Forældrenes rettigheder

Forældre har ret til gratis advokatbistand under hele sagsforløbet og skal inddrages i alle beslutningsprocesser. De har også mulighed for at klage over en beslutning om tvangsanbringelse til Ankestyrelsen og kan bringe sagen videre til domstolene, hvis Ankestyrelsens afgørelse stadfæster tvangsfjernelsen.

Ofte stillede spørgsmål om tvangsfjernelse

Hvad er forskellen mellem frivillig anbringelse og tvangsfjernelse?

Frivillig anbringelse sker med forældrenes samtykke og indebærer, at barnet placeres uden for hjemmet i en periode. Tvangsfjernelse derimod sker uden forældrenes samtykke, når myndighederne vurderer, at barnets trivsel og sikkerhed er i alvorlig fare.

Kan forældre få deres barn hjem igen efter en tvangsfjernelse?

Ja, en tvangsanbringelse er som udgangspunkt midlertidig. Forældre kan anmode om hjemgivelse, og myndighederne vil vurdere, om de nødvendige betingelser for at sikre barnets trivsel og udvikling i hjemmet er opfyldt.

Hvilke muligheder har forældre for at klage over en tvangsfjernelse?

Forældre kan klage over afgørelsen til Ankestyrelsen. Hvis Ankestyrelsen stadfæster afgørelsen, har forældrene mulighed for at indbringe sagen for domstolene.